Månedens historie

  

 

 

 

 

 

Grønlandsk hverdagsdrama.

 

I FRIMÆRKEÅRBOGEN 77/78 af Ib Eichner-Larsen har redaktionen sakset følgende artikel, om den Grønlanske kajakpost.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på den amerikanske film ”Paint Your Wagon” med Lee Marvin som en meget speciel guldsøger i et Klondykemiljø, da jeg i Skandinavisk Sankt Gabriel Unions lille tapre medlemsblad ”Gabriel Borealis” og også i Dansk Filatelistisk Tidsskrift læste Erling Mors Nielsens artikel ”Hvad salthuset gemte”. I filmen er der guldsøgere, som i ”minegange” ind under de stedlige saloon’er samler det guldstøv, som spildes på gulvet ovenpå, når der handles, og falder ned gennem sprækkerne i gulvet.

Erling Mors Nielsen fandt om ikke guld, så dog et interessant postalt dokument, da han en dag gik på opdagelse i det nedlagte udste Lille Narssaq, 23 km syd for Godthåb. Hvad han fandt, var et af de få eksisterende vidnesbyrd om den kajakposttjeneste, Jens Rosing hyldede med sit første frimærke i den grønlandske trafikserie, og som Amagerland Frimærke Foreninger gav en cadeau, da man til fordel for beboerne i udstedet Tassiussaq ved Nanortalik arrangerede en befordring af specielle kajakpostkort 30. august 1972.

Lille Narssaq

Lille Narssaq blev forladt i 1965. De ca 80 beboere flyttede til Godthåb og slog sig ned i de kvarterer, som hedder Myggedalen og Fiskerbyen. Mulighederne for fortsat eksisten i det lille udsted var ikke længere tilo stede. Tilbage stod den tomme kirke og Den Konglige grønlanske Handels forladte bygninger, og dem besluttede man samme år at anvende som lejrskole og sommerlejr for børnene i Godthåb, hvor mulighederne for fornuftig beskæftigelse i den lange sommerferie var ret begrænsede, fortæller Mors Nielsen. Selv var han der ofte i de følgende år med lejrskoleelver, og han kom til at holde af det naturskønne område – vel at mærke når vejret var godt.

I storm og regn var det knap så charmerende, og en dag hvor man var tvunget til at holde sig inden døre, besluttede han sig til at gå på ”ekspedition” i udstedets ældste bygning – en udligger-bolig af sten, opført i slutningen af 1850’erne og nu anvendt til depot.

” Der trængte til at blive ryddet op”, fortæller Mors Nielsen, ”og som tænkt som gjort. Herunder fandt jeg i et hjørne under brædder og sne en kasse med gamle papirer, efterladt af KGHs folk, som ikke havde skønnet, at de var af interesse længere. Der var gamle arbejssedler, prislister, kviteringer etc. – ting, som var helt uden interesse, og som vi derfor lod gå i fyret. Alt, undtagen et lille posthistorisk dokument, som jeg sikrede mig – en postseddel, eller som det hedder på grønlandsk: Paortut angalanermingne argdlagartat, fra Lillejuleaften 1942 vedrørende en kajaktransport”.

Her gengives postsedlens forside og bagside. Bagsiden er trykt på tværs af forsidens tekst.

Gennem mørke og kulde.

Og her er så, hvad Erling Mors Nielsen læser ud af det 35 år gamle dokument:

”Det drejer sig om en kajakmand, Anton Hansen. Han ror den 23. december 1942 klokken 8 fra udstedet Narssaq i sin kajak mod kolonien Godthåb med en liste over handeelens beholdning og saltberetning i en postsæk. Det ses, at han ikke modtog forskudsbetaling for sin indsats! Ved at sammenholde punkt B og C kan vi se, at han har været 4 timer om at nå byen, idet Anton Hansen har besørget sine ærinder i staden og kl 17 sejler fra Godthåb og ankommer i mørke kl 21 til Narssaq med sin postsæk, der nu indeholder breve og silkepapir! Var det mon julehilsnerne? Silkepapiret skulle vel sagtens bruges til julepynt, idet beboerne manglede gran og julestads. Juletræer blev fremstillet af kosteskafter og enebærris. Saks og papir var man mestre i at håndtere. Hvad jeg selv har konstateret ved st se de ting, børnene kunne klippe i skolen, når der skulle pyntes til jul.

Jeg tilstår at jeg beundrer denne Anton Hansen, der trodser vinterens kulde og mørke og ror i sin kajak til byen for at hente juleposten og redde julepynten gennem et farvand, der i dag er frygtet af kendere. Vind og strøm kan på få minutter rejse bølgerne meterhøjt. Desuden lurer skjulte skær mange steder. Uden tvivl ville vi i dag ikke kunne finde en eneste person i ”Kolonien Godthåb”, der kunne gøre ham kunsten efter. I øvrigt var der nok heller ingen , der ville byde sig selv en hel dags slid med livet som indsats for den usle løn af 9 kr og 3 ører!”

Da man under forberedelserne til Hafnia 76 skulle lave den såkaldte Grønladsmappe, havde det pågældende udvalg det største besvær med at finde posthistorisk materiale, der kunne anvendes til reproduktion. Vel findes der enkelte kajakbreve. Jeg har tidligere omtalt og gengivet sådanne i årbogen, men bortset fra enkelte taksttabeller findes der meget lidt bevaret i øvrigt inden for dette felt. Derfor er den her omhandlede dokumentation særdeles interessant – og som man ser nøglen til en posthistorisk skildring af værdi. Et grønlandsk hverdagsdrama.

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

  
  Sideoversigt